Himlens akrobater

Mursejlerne er himlens akrobater og en sand mesterflyver. Den er perfekt bygget og skabt til et liv i himlens øverste lag. Kroppen er smal og strømlinet, kun 16-17 cm lang og helt sortbrun med en gråhvid strube. Svaler er til forskel hvide eller lyse på undersiden. Vægten er på ca. 40 gram, halen er kort og kløftet med spidse ender. Vingerne er lange og sejlformede og har en spændvidde på 42-48 cm (igen til forskel fra svalerne). Mursejleren er den fugl, der har de længste vinger i forhold til kroppens vægt. Det er vingerne, der giver mursejleren deres helt suveræne flyvefærdigheder og aerodynamik. Vingernes form gør mursejlerne let genkendelige.

 

Vingernes form er effektive til at svæve med, da luftmodstanden er meget lille, selv ved høje hastigheder. Vingernes og især halens splitform gør den også i stand til at lave hurtige og skarpe sving i luften, mens den jagter de flyvende insekter. I sandhed himlens akrobater.

Her stryger mursejleren vingerne bagover som et jetfly og tager mange og kraftfulde hurtige vingeslag afløst af lange perioder med svævende flugt. Hermed adskiller den sig fra svalernes flugt, der ser mere flagrende ud. Svalerne slår også  vingerne noget bagud. Mursejleren kan nå hastigheder på 100-200 km/timen, men flyver gennemsnit nok nærmere 50-80 km/t. Specielt Lærkefalken kan have held med at fange en mursejler i luften, især hvis de er to om at fange mursejleren.

Et liv i luften

Mursejleren er tilpasset til at leve stort set hele livet i luften. Her finder den sin føde, her drikker og bader den, når den passerer et vandhul. Den sover også i luften, og overnatter kun på reden i yngletiden.

Endelig kan den også parre sig i luften. Parringen tager kun 2-4 sekunder, se fotos nedenfor.Copyright © Amir Ben Dor. Courtesy of swift-conservation.org.

 

Et liv i luften kan kun lade sig gøre, fordi mursejleren via sin fuldendte strømlinjeform ikke bruger så meget energi på at flyve som andre fugle. Selv øjnene er placeret i forsænkninger på siden af hovedet for at mindske luftmodstanden og spare energi.

Mursejlernes korte ben med fremadvendte tæer ses tydeligt her ved en redekasse. © Klaus Roggel. Courtesy of www.swift-conservation.org

Kun når de skal yngle lander de ved redepladsen ofte på stejle lodrette flader. Mursejleren har “klamrefødder”, hvor alle 4 tæer vender fremad og perfekte til at hage sig fast med. Dens latinske navn Apus apus betyder i øvrigt “uden fødder” med henvisning til dens meget korte ben.

Voksne mursejlere kan sagtens lette fra en stykke flad jord, hvis der er en fri strækning i starten. Den letter ved  enten ved at bruge fødderne til at hoppe 30-50 cm op fra jorden eller springe 3 til 5 trin frem og så lette. Det er dog kun i nødstilfælde, så derfor finder mursejlerne kun deres redemateriale som fjer og plantedele i luften.

Folder: Himlens akrobat

I oktober 2022 blev folderen Himlens akrobat udgivet med fokus på mursejlerens unikke egenskaber, der gør den til en meget speciel fugl. Folderen er målrettet interesserede, børn og ejere af bygninger, hvor mursejleren har redepladser (men alle må naturligvis  gerne kigge med).

Folderen er udgivet elektronisk og findes i 2 versioner:

·         en version beregnet til læse på en skærm og

·         en version beregnet til at printe i A5 format