Bevar og beskyt de eksisterende redepladser
Det er meget vigtigt at hjælpe mursejlerne ved at bevare og beskytte de eksisterende ynglepladser. Det gøres bedst ved at lade dem være i fred, hvor det er muligt. Alternativet er at sørge for plads til mursejlerne efter ombygningen/renoveringen ved at indbygge sprækker i taget/muren ved tagfoden eller i de øverste sten i muren. Det er hverken teknisk svært eller særlig dyrt. Konkret kan sprækkerne etableres ved
- at bruge redesten, der bygges ind i muren øverst oppe. Her findes der mange typer, der passer til de forskellige murtyper og deres farve og derfor passer fint ind i helhedsindtrykket
- at etablere ovale huller i tagudhænget med et lille hulrum bagved og/eller
- at sætte nogle ekstra tudsten/ventilationssten af tegl (men uden fuglegitter!) ind i den næstnederste række tagsten og via nogle lægter på tværs lave et lille rum til mursejlerne mellem tagsten og undertag. Tudsten passer også godt ind i helheden, da de i forvejen opsættes på et nyt tegltag. Tagets retning skal vende mod øst eller nord for at undgå overophedning – der kan blive meget varmt under tagstenene en sommerdag med fuld sol.
Indbyggede ynglepladser er både den mest holdbare og samtidig den billigste løsning til at bevare mursejlerne.
I nogle bygninger er der tænkt på fuglene ved opførelsen af huset. Det ses af de to første billeder, hvor stærekasser er en del af ydermuren. På de næste to billeder indgår stærekasserne næsten i bindingsværket.